Vi havde et stærkt ønske om at vise, hvordan TekX arbejder med videndeling bl.a. igennem interview og podcast. Derfor havde vi på dagen medbragt et “multikamera”, der er en videoløsning, som består af tre kameraer og tre mikrofoner, der kan sluttes til en computer og en mixer. Vi kunne derfor på dagen “mixe” video og lydkilder live og efterfølgende udgive et enkelt program, som var det til TV.
To dygtige 9.klasses elever fra en af vores folkeskoler, Vigga og August, var værter for vores liveudsendelse fra TekX teltet. De interviewede flere forskellige gæster, herunder folkeskoleelever, gymnasie- og efterskoleelever og forældre, der var forbi teltet. Liveprogrammet blev vist på en stor skærm i midten af teltet, og var synligt for alle gæster og tilskuere på Rødovredagen, der gik forbi teltet.